mandag den 25. april 2011

Fyldte påskeæg

I et anfald af overskudsagtig entusiasme, besluttede jeg mig for at lave hjemmelavede påskeæg at fylde i børnenes papæg i år. Jeg havde vilde planer om påskeæg med 3 forskellige overtræk, pyntede med fondant m.m. men jeg må indrømme, at det tærede på overskuddet at have børn syge om natten denne uge. Især eftersom de jo ligesom ikke har fundet ud af at koordinere deres sygdomme - i stedet for skiftes de dejlige unger (og mand for at det ikke skulle være løgn) til at holde mor vågen om natten - godt de er så søde om dagen da!
Resultat blev også aldeles uimponerende æg, med én slags overtræk og sukkerpynt, lidt kakaopulver - ja faktisk bestod hele mit kreative indspark af at give nogle af æggene en tur i æggedeleren inden de fik overtræk på.

Men de smagte ellers godt! De var fyldte med hhv nougat, en blanding af hakkede amarenabær og marcipan og en lækker hjemmelavet krokant.

Opskrift på krokantfyld:


25 g hasselnødder, groft hakket
25 g sukker
25 g nougat

Nødder og sukker ristes gyldne på en pande, nougat tilsættes og blandes forsigtigt i. Massen hældes på et spækbræt og sættes i køleskabet til afkøling, derefter skæres den ud i små stykker - der er rigeligt til 10 stk æg med 30g marcipan hver.


Så brugte jeg til gengæld noget tid på at afprøve en fantastisk opskrift på Rabarbertrifli med cognac, som kommer i Anarkisten's næste kagekogebog. Og den var så tilgengæld sindsyg lækker - og så godt ud :)


Billedet er fra hendes blog, og opskriften findes ved at bruge linket ovenover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar